Kolding Bådelaug
§ 1 Navn og hjemsted
Foreningen Kolding Bådelaug, der har hjemsted i Kolding Kommune, er stiftet den 20.10.1979.
Foreningen er tilsluttet Dansk Sejlunion og underlagt dennes love og bestemmelser.
§ 2 Formål
Foreningens formål er at samle bådejere og sejlsportsinteresserede i og omkring Kolding for med udgangspunkt
i fællesskabet og det sociale liv i klubben, at udbrede kendskabet til sejlsporten.
Endvidere at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.
§ 3 Medlemskab
Som aktivt medlem kan bestyrelsen optage enhver bådejer eller sejlsportsinteresseret.
Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer kan ikke have båd
liggende i Kolding Lystbådehavn, men er valgbare til bestyrelsesarbejde.
Æresmedlemmer kan udpeges af bestyrelsen.
§ 4 Indmeldelse
Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket til foreningens
medlemsansvarlige/kasserer. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives
af forældre eller værge.
§ 5 Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren.
§ 6 Kontingent
Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling.
Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.
§ 7 Restance
Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.
Et medlem, der er i kontingentrestance ud over 30 dage betragtes som udmeldt af lauget.
Genoptagelse i foreningen kan kun ske efter restancens indbetaling.
Kontingentrestance, der medfører eksklusion, meddeles til Kolding Lystbådehavn.
Ingen, der er ekskluderet på grund af kontingentrestance til Kolding Bådelaug
eller nogen anden sejlklub under Kolding Lystbådehavn, kan optages som nyt medlem af lauget,
før restancen er indbetalt til Kolding bådelaug eller anden respektiv klub under Kolding Lystbådehavn.
§ 8 Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes eller ekskluderes, såfremt vedkommendes opførsel strider mod foreningens vedtægter,
eller medlemmet på særlig grov måde har tilsidesat sine medlemspligter.
Såvel i sagen om udelukkelse som eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt
inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
I sager om eksklusion har medlemmet krav på, at sagen afgøres på førstkommende
generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
En generalforsamlings afgørelse af en eksklusion kræver samme majoritet som ved
ændring af foreningens vedtægter.
§ 9 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling
afholdes en gang årligt inden udgangen af november måned.
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.
Stemmeret har alle aktive og passive medlemmer over 15 år, der har været medlem af lauget i de sidste
3 måneder før generalforsamlingen. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne eller
ved meddelelse i laugets blad samt evt. på foreningens hjemmeside.
Dagsorden bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes ved opslag i klubhuset.
Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen
senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse. Er der indkommet forslag, skal disse optages i dagsordenen.
Det reviderede regnskab bekendtgøres for medlemmerne senest 8 dage før generalforsamlingen ved opslag i klubhuset.
En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
§ 10 Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
-
Valg af dirigent og referent
-
Bestyrelsens beretning for det forløbne år
- Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse
-
Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse
-
Fastsættelse af kontingent
-
Behandling af indkomne forslag
-
Valg af formand (lige år)
-
Valg af kasserer (i ulige år)
-
Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer
-
Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
-
Valg af 2 revisorer (1 i lige år og 1 i ulige år) og 1 revisorsuppleant (lige år).
-
Eventuelt
§ 11 Generalforsamlingens ledelse mv.
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtægtsændringer og
foreningens opløsning kvalificeret majoritet – jvf. § 17 og § 18. Dirigenten bestemmer
afstemningsmåden, dog skal afstemningen foregå skriftligt, hvis blot et stemmeberettiget
medlem ønsker dette. Generalforsamlingens beslutninger føres til referat, hvori også referat
af forhandlingerne optages i det omfang dirigenten bestemmer.
Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 15 år og har stemmeret – jvf. § 9.
§ 12 Ekstra ordinær generalforsamling
Ekstra ordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes,
når mindst 10 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftlig over for bestyrelsen fremsætter
ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet. Generalforsamlingen skal afholdes
senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse,
afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
§ 13 Bestyrelse – Valg
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold.
Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående
opgaver. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold
til vedtægterne.
Bestyrelsen består af en formand, en kasserer og yderligere 7 medlemmer og
vælges for to år ad gangen af den ordinære generalforsamling.
Formanden og 4 bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år, medens kasserer og 3
bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år.
§ 14 Forretningsorden og tegningsret
Bestyrelsen konstituerer sig snarest muligt og senest 14 dage efter generalforsamlingen.
Kolding Bådelaugs repræsentant i Kolding Lystbådehavn udpeges af bestyrelsen blandt laugets
medlemmer.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 5 af dens medlemmer, heriblandt formanden
eller næstformanden, er til stede. Ved formandens fravær indtræder næstformanden i hans sted.
Over bestyrelsens forhandlinger føres et referat.
Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over kr. 20.000 kræves dog
underskift af formand og kasserer i forening. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom
skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal låneoptagelse på mere end kr. 100.000
godkendes af generalforsamlingen.
§ 15 Regnskab
Foreningens regnskabsår er 01.10-30.09.
Bestyrelsen skal inden den 20. oktober afgive driftsregnskab for det foregående år og
status pr. 30.09 til revisorerne.
Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og
skal være forsynet med revisorernes påtegning og underskrift.
Driftsregnskab og status offentliggøres senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse
ved opslag i klubhuset.
§ 16 Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
Revisoren skal hvert år i oktober måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne
er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og driftsregnskab og status forsynes
med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
§ 17 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst ½ af Laugets medlemmer
er til sted og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
Opnås flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden
14 dage med sædvanligt varsel indkalde til en ny generalforsamling.
Hvis også 2/3 af de på denne generalforsamling afgivne stemmer er for forslaget er dette vedtaget,
uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.
§ 18 Foreningens opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig
indkaldt ekstra ordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves,
at mindst ½ af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. For at forslaget
kan vedtages kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant
flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny
generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset
hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede. På generalforsamlingen
skal samtidigt træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue,
herunder eventuelt fast ejendom og løsøre. Her er et simpelt flertal dog tilstrækkeligt.
I tilfælde af Kolding Bådelaugs opløsning skal laugets formue overgå til en eller flere klubber,
der er medlem af Dansk Sejlunion.
Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen tirsdag den 09. september 1980.
Revideret på ekstra ordinær generalforsamling torsdag den 5. januar 1989
Revideret på ekstra ordinær generalforsamling torsdag den 20. januar 1994
Revideret på ekstra ordinær generalforsamling torsdag den 21 december 2000
Revideret på ekstra ordinær generalforsamling torsdag den 16. december 2004
Revideret på ekstra ordinær generalforsamling torsdag den 14. december 2010.